/om-sanos/
Sanos Group investerer i virtuel kontraktforskningsorganisation
Den kliniske kontraktforskningsorganisation Sanos Group har indgået aftale med LEO Pharma om at erhverve Studies&Me for at styrke rekrutteringen til kliniske studier, accelerere den digitale udvikling og skabe en styrkeposition inden for decentrale virtuelle forløb.
Studies&Me A/S var den første virtuelle kontraktforskningsorganisation i Europa og gennemfører i dag decentraliserede kliniske studier (DCT), der gør det muligt at tilbyde en mere patientcentreret tilgang med færre klinikbesøg og patienter samt mindre personalebehov og kortere studieforløb. Patienterne deltager fra deres hjem via digitale tiltag og medicinsk udstyr, og de involveres i højere grad i tilrettelægningen af studiet og forløbet via apps på egne enheder. Det medfører samlet set højere tilfredshed og kvalitet samt økonomisk værdi, da det kan være både billigere, bedre og hurtigere end traditionelle studiedesigns. ”Studies&Me passer godt ind i den udvikling, som vi er i fuld gang med i Sanos Group. De har skabt en stærk rekrutteringsplatform, værdifulde digitale kompetencer og en højkvalitets app-baseret teknologi, som supplerer og styrker den videre udvikling af vores måde at drive kliniske studier på for vores kunder,” siger Group CEO Jeppe Ragnar Andersen, Sanos Group.
Højeffektiv rekruttering af patienter
Studies&Me har skabt gode resultater med at rekruttere patienter via online-kampagner, hvor forløbet fra tilmelding til introduktion til en studiekoordinator kan gennemføres på ned til tre timer. Mens det kan tage op til et år at rekruttere patienter til traditionelle studier, kan Studies&Me rekruttere på 14 dage eller 8 uger til henholdsvis onlinestudier og hybride studieforløb.
Udover den effektive rekruttering kan Studies&Me nå patientgrupper, som ikke tidligere kunne deltage i kliniske forsøg, ligesom antallet af patienter, der forlader studier, kan reduceres med op til to tredjedele. Studies&Me har gennemført flere end 20 kliniske fase 1- til 4-studier i traditionelle on-site, hybride og decentraliserede studiedesigns. Styrkepositionerne er skabt inden for dermatologi og endokrinologi med
studier i atopisk dermatitis, psoriasis, acne, aktinisk keratose, onychomycosis og T2-diabetes. Virksomheden har etableret en patientdatabase med over 20.000 personer fra Nordamerika, Europa og Australien. Leder af LEO Innovation Lab, Anne Cathrine Fleischer, der også er midlertidig fungerende CEO for Studies&Me, ser det som et oplagt samarbejde.
”Vi kunne ikke have forestillet os en bedre køber, og ser det som det perfekte match, at Studies&Me i fremtiden skal være en del af Sanos-koncernen. Der er ingen tvivl om, at de stærke digitale kompetencer, samt den erfaring, vi har opbygget med at køre kliniske studier digitalt i Studies&Me, kommer til at skabe god synergi med Sanos, deres ambitiøse planer for fremtiden og deres allerede solide markedsposition. Fra LEO Pharma’s side glæder vi os over at bidrage til et innovativt økosystem, der gør livet lettere for patienter i decentraliserede kliniske studies," siger hun.
LEO Pharmas digitale innovationsenhed LEO Innovation Lab startede Studies&Me-projektet i 2016 og etablerede selskabet som en selvstændig virksomhed i august 2020. Studies&Me fortsætter indtil videre under eget navn og identitet.
”Studies&Me får rollen som Sanos Groups kompetencecenter inden for decentraliserede kliniske studier med fokus på intern innovation i koncernen og ekstern levering af kliniske projekter. Vi ser meget frem til samarbejdet med de dygtige medarbejdere i Studies&Me og udvidelsen af forretningen, der vil sikre os en unik position inden for både dermatologi og DCT fra studier i de tidlige faser til onlinestudier i fase 4, som rigtig fint komplementerer vores øvrige services,” siger Jeppe Ragnar Andersen. Parterne har aftalt ikke at oplyse købesummen, og overdragelsen forventes gennemført den 1. maj 2022.
Om Studies&Me
LEO Pharmas digitale innovationsenhed LEO Innovation Lab startede Studies&Me-projektet i 2016 og etablerede selskabet som en selvstændig virksomhed i august 2020. Studies&Me er Europas første virtuelle kontraktforskningsorganisation med mål om at transformere den kliniske forskningsverden. Ved at digitalisere alle faser af undersøgelsen og aktivt engagere patienter som designpartnere kan der skabes end-to-end-oplevelser, der når ud til tidligere udelukkede patientpopulationer og leverer bedre resultater for både deltagere, efterforskere og sponsorer.
Om Sanos Group
Sanos Group er en førende specialiseret leverandør af ydelser til kliniske studier i den globale farma- og biotekindustri med speciale i slidgigt og hovedkontor i Herlev. I koncernen indgår også Sanos Clinic og kontraktforskningsorganisationen NBCD. Sanos Group har siden december 2020 været ejet af Investcorp, som er en global udbyder og forvalter af alternative investeringsprodukter med en stærk historik i investeringer i sundhedssektoren verden over.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Group CEO Jeppe Ragnar Andersen, Sanos Group: +45 7370 8223, jra@sanos.com
CEO Anne Cathrine Fleischer, Studies&Me/LEO innovation Lab, +45 4188 3086