/om-sanos/
Sanos Clinic afslutter omfattende studie i ny fase 1-enhed
Sanos Clinic’s faciliteter i Herlev blev i oktober 2021 udvidet med en unik enhed, der udelukkende fokuserer på fase 1-studier. Det første kliniske studie med flere end 80 deltagere er allerede gennemført med succes, og flere er i pipeline.
Sanos Clinic har siden 2018 udført flere fase 2- og 3-studier og tilbyder nu også fase 1-studier i den nyligt åbnede enhed i Herlev. Enheden har kapacitet til at gennemføre fire til seks fase 1-studier om året som en del af Sanos Group, der med flere end 25 år som klinisk kontraktforskningsorganisation (CRO) har bidraget til at bringe adskillige lægemidler på markedet.
”Klinikken lever op til de højeste kvalitetsstandarder og tilbyder et effektivt forsøgsmiljø med skarpt fokus på både sponsorer og deltageres behov og sikkerhed. Vores forskningsmedarbejdere har opbygget en omfattende klinisk erfaring og gennemført adskillige fase 1- til 3-studier. Vi anvender avancerede metoder til at rekruttere patienter gennem mediekampagner, telefondialog og lokalt opsøgende arbejde. Det sikrer hurtig patientrekruttering, høj datakvalitet og høj sikkerhed for deltagerne i forskningsprojekterne,” siger Group CEO Jeppe Ragnar Andersen, Sanos Group.
Fase 1-enheden i Herlev er bemandet med en fast stab af læger, sygeplejersker, bioanalytikere, radiografer og projektsekretærer, som alle har erfaring med den bedste kliniske praksis og gennemførelse af kliniske studier. Til særligt specialiserede opgaver har Sanos Clinic tilknyttet et netværk af specialister, herunder rådgivende læger med speciale inden for neurologi og dermatologi. Fase 1-enheden udfører en bred vifte af kliniske forsøg, der ligger umiddelbart i forlængelse af first-in-human-stadiet, hvor de med deres erfaring indenfor rekruttering af patienter kan udføre studier i både patientpopulationer og blandt frivillige.
Politisk fokus på life science
”Nye medicinske behandlinger af patienter med et stort behov for hjælp hviler på effektive kliniske studier, der sikrer videnskabelige resultater og data af høj kvalitet inden for en overskuelig tidshorisont. Her gør Sanos Group en forskel, og vi har allerede flere fase 1-studier på vej efter udbygningen af vores klinik i Herlev,” siger Jeppe Ragnar Andersen.
Udvikling af lægemidler fra idé til produkt kan tage op til ti år, og første skridt på vejen er afprøvning af lægemidlerne i fase 1-studier. Der er kun få fase 1-enheder i Danmark, og som led i en indsats for styrke den danske life science-industri fjernede regeringen i 2018 alle gebyrer på udførelse af fase 1-studier.
Sanos Clinic’s nye enhed giver farma- og biotekselskaber samt CRO’er bedre mulighed for at teste deres produkter på dansk jord og bidrager til at sikre Danmark en stærk position i den globale konkurrence inden for life science og fase 1-studier. Det anslås, at det globale CRO-marked udgør over USD 55 mia. med stigende investeringer i forskning i og udvikling af nye lægemidler og behandlinger, ligesom flere farma- og biotekvirksomheder outsourcer kliniske studier med nye lægemidler til kontraktforskningsorganisationer.
Unikke kontraktforskningsfaciliteter
Fase 1-enheden i Herlev er fleksibelt opbygget med 10 justerbare senge, køkkenfaciliteter og opholdsstue til studier, der kræver, at forsøgsdeltagerne overnatter. Alle klinikker er udstyret med moderne medicinsk udstyr, herunder ultralyd, EKG, EEG, MR, røntgen, DEXA-scannere mv. Hver klinik indeholder også et dedikeret laboratorium til analyse på stedet med -80°C fryser, centrifuge, hæmatologi- og urinanalysatorer samt point of care-test.
Sanos Clinic har tre dedikerede kliniske forskningscentre i Gandrup, Vejle og Herlev som en del af Sanos Group, der er en førende specialiseret leverandør af ydelser til kliniske studier i den globale farma- og biotekindustri.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Group CEO Jeppe Ragnar Andersen, Sanos Group: 7370 8223, jra@sanos.com