FAQ
/deltagere/
Find svar på de oftest stillede spørgsmål her
Hvad er et klinisk forsøg?
Et klinisk forsøg er grundlaget for at finde ud af, hvordan et potentielt nyt lægemiddel virker, og hvilke bivirkninger det har. Alle kliniske forsøg skal godkendes af sundhedsmyndighederne, inden de kan gå i gang. Det er vigtigt at lave kliniske forsøg, for på den måde sikrer vi, at patienterne får adgang til den bedst mulige behandling i fremtiden.
Hvem kan deltage i et klinisk forsøg?
I princippet kan alle deltage i kliniske forsøg. Hvert enkelt forsøg har dog en række krav til de deltagere, der skal indgå. Nogle kliniske forsøg skal bruge raske deltagere og andre skal bruge patienter med en særlig sygdom eller symptomer. I alle forsøg er der en række kriterier, som deltagerne skal opfylde for at blive inkluderet f.eks. vedrørende alder, køn, BMI og helbred. Inden det kliniske forsøg kan gå i gang, vurderes det, om de tilmeldte er egnet til deltagelse i forsøget.
Alle kliniske forsøg er 100% frivillige, og man kan til enhver tid trække sig ud af forsøgene, uden at det får betydning for andre undersøgelser eller behandlinger i sundhedssystemet.
Hvordan kan jeg tilmelde mig et klinisk forsøg?
Hvis du er interesseret i at deltage i et klinisk forsøg, kan du registrere dig på vores hjemmeside ved at trykke HER og vælge det forsøg, du vil deltage i. Alternativt kan du ringe til en af vores klinikker og høre mere om, hvad det indebærer at deltage i et klinisk forsøg samt stille spørgsmål til vores aktive forsøg. Se venligst vores adresse og telefonnummer i kontakter.
Hvordan bliver jeg beskyttet, hvis jeg deltager i et klinisk forsøg?
Inden du kan deltage i et klinisk forsøg, får du tilsendt en skriftlig deltagerinformation. Dette er et informationsmateriale, som detaljeret beskriver, hvad det kliniske forsøg går ud på, eventuelle bivirkninger, der kan opleves samt oplysninger om dine rettigheder undervejs. Det er først muligt at deltage i forsøget, når du har underskrevet disse papirer – dette kaldes at underskrive et informeret samtykke. At underskrive samtykket betyder, at du indvilliger i deltagelse i det pågældende forsøg, men det er til enhver til muligt at trække dit samtykke tilbage og forlade det kliniske forsøg.
Hvilke risici er der forbundet med at deltage i et klinisk forsøg?
Du vil blive informeret både skriftligt og mundtligt om mulige risici, der kan opstå under din deltagelse i det kliniske forsøg. Dette omfatter bivirkninger til medicinen og de undersøgelser, der skal foretages. Der bliver løbende førtgrundig kontrol i forhold til sikkerheden i vores kliniske forsøg. Hvis der skulle opstå bivirkninger, der udgør en risiko for forsøgets deltagere, vil det kliniske forsøg evt. blive stoppet eller sat på stand-by, indtil en eventuel risiko er afklaret.
Hvad er mit ansvar, når jeg deltager i et klinisk forsøg?
Som deltager i vores studier forventes du at overholde undersøgelsens krav, som omfatter:
- Læs deltagerinformationen og andre dokumenter og stil spørgsmål, hvis der er noget, du ikke forstår om forsøget eller ønsker uddybet. Det er vigtigt for os, at du er helt indforstået med forsøget, inden du siger ja til at deltage.
- Følg anvisningerne for korrekt brug, dosering og opbevaring af forsøgsmedicinen.
- Informer klinikken om eventuelle negative erfaringer/bivirkninger, du har, mens du deltager i forsøget.
- Hvis du beslutter dig for at trække dig ud af forsøget, skal du informere klinikken med det samme.
Kan jeg være sikker på at få en behandling, der virker?
Når man undersøger virkningen af et nyt lægemiddel, er det vigtigt at undersøge, om det virker bedre end eksisterende behandling eller slet ingen behandling. Derfor vil der som regel være en kontrolgruppe i et klinisk forsøg, som enten modtager en godkendt standardbehandling for den givne sygdom/tilstand eller placebo (et virkningsløst præparat). I langt de fleste tilfælde vil hverken du eller forskningspersonalet vide, om du får det nye lægemiddel eller placebo/et kendt lægemiddel, før det kliniske forsøg er helt afsluttet.
Kan jeg trække mig ud af det kliniske forsøg, hvis jeg har underskrevet papirerne?
Du kan til en hver tid vælge at trække dig ud af det kliniske forsøg. For at hjælpe vores forskningspersonale og sikre, at de får de bedst mulige forsøgsresultater, bliver du inviteret til et kort afslutningsbesøg, hvis du trækker dig ud af forsøget. Det er op til dig, om du vil deltage i besøget.
Skal jeg betale for at deltage i et klinisk forsøg?
Nej. Deltagelse i vores kliniske forsøg har ingen omkostninger for vores deltagere. Sanos Clinic dækker alle udgifter forbundet med det kliniske forsøg, herunder medicinen, der testes, og de medicinske procedurer og undersøgelser, der udføres.
Hvis du har andre spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte nærmeste klinik:
Herlev
Tlf: +45 7370 8200
Mail: info@sanosclinic.com
Gandrup
Tlf: +45 7370 8220
Mail: info.nordjylland@sanosclinic.com
Vejle
Tlf: +45 7370 8210
Mail: info.syddanmark@sanosclinic.com